Plastik er fantastisk

20. september 2022
plastik-er-fantastisk-kurt-rahr-amusyd-ribe


Plast har revolutioneret alt fra bilindustrien og vindmøllerne til tøjmoden og byggematerialerne. Plastmagerlærlingene på AMU SYD får bred, faglig viden om alle de muligheder, plast giver.
 
Plast er langtfra bare plast. Der er mange tusinde forskellige plasttyper med forskellige egenskaber. En verden af muligheder, som lærlingene på plastmageruddannelsen på AMU SYD får indblik i.
 
”Til tider hører vi langt mere om problemer med plast end muligheder med plast. Vi skal bare huske, at plast er et fantastisk materiale, når vi bruger og genanvender det rigtigt,” siger faglærer Kurt Rahr. 
 

Plast – en del af løsningen

Kurt Rahr har en stor viden og passion for plast, som han deler med lærlingene, når han underviser. Han ser plast som en del af løsningen på mange udfordringer. Plast spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling, når der fx skal produceres vindmøller og solceller, eller der skal transporteres energi gennem kabler.  
 
”At uddanne sig inden for plast åbner en verden af muligheder for at arbejde inden for alle brancher. En moderne bil indeholder 700-800 komponenter, som er lavet af plast. Det gør, at en bil vejer en fjerdedel af det, den tidligere gjorde. Den lavere vægt nedsætter forbruget af benzin, diesel eller el,” siger Kurt Rahr.
 
På samme måde spiller plast en afgørende rolle i digitaliseringen af samfundet. Tænk bare mobiltelefonen, en tablet eller en computer uden plast. Eller en Covid-pandemi uden plast. Her er plast blevet brugt til alt fra handsker, masker og pode udstyr til slanger på hospitalet, når de allermest syge blev lagt i respirator.
 

Rør kan blive til nye rør

I undervisningen arbejder lærlingene på mange leder og kanter med plast. Fx ekstrudering, hvor granulat bliver opvarmet, og den flydende plast bliver presset gennem en dyse og ender med at blive til fx plader, rør eller slanger. Granulat kan også laves på baggrund af plastprodukter, der bliver genanvendt.  
 
Et drænrør i plast kan fx ligge i jorden i årtier uden at være ’brugt op’. De ruster ikke eller bliver rådne. Ofte kan plasten efter endt brug indgå i nye rør.   
 

Eksperimenterer med materialer

plastmageruddannelsen er der også fokus på de mange produkter, hvor plast indgår som element. Det er de såkaldte kompositprodukter, fx til byggebranchen. Her bliver mange brædder fremstillet af en blanding af plast og træ. Og i tøjbranchen bliver tøj fx lavet på baggrund af genbrugsplast.
 
Lærlingene eksperimenterer også selv med at fremstille nye materialer. Det kan fx være genbrugsplast og halm eller tilsætning af kridt, der gør plastmaterialet mere stift.
 
”Plast er i alt, og der sker hele tiden en stor udvikling. Både på materialesiden og med hensyn til anvendelsesmulighederne og genanvendelse. Derfor er der ikke bare masser af spændende jobs på den korte bane, men også på den lange bane,” siger Kurt Rahr. 
 
Han oplever, at det store fokus på plast og de den voksende opmærksomhed på de miljømæssige konsekvenser ved brugen af plast bidrager til stor kreativitet og innovationskraft ude i virksomhederne. Det bidrager igen til en lang række spændende arbejdspladser inden for plast.


Klik her, hvis du vil vide mere om plastmageruddannelsen →