Green Lean er ikke kun godt for miljøet, men også for virksomhedernes konkurrenceevne.

20. december 2021
2021-Green-Lean

 
Preben Meldgaard og Michael Berggreen underviser i Green Lean på AMU SYD og kender den virkelige verden – dels fra kursisterne og dels fra mange år i virksomheder.
 
Hver dag er der historier om grøn omstilling og bæredygtighed i medierne. Men der kan være lang vej fra de gode intentioner om at gøre en indsats for den grønne omstilling til den travle hverdag i virksomheden. 
 
”Mange store virksomheder arbejder allerede på at minimere spild på mange leder og kanter, mens især små og mellemstore virksomheder gerne vil yde en større indsats, men ikke rigtigt kan komme i gang. De har travlt med dagen og vejen og har brug for en hjælpende hånd til at få taget hul på arbejdet,” siger Michael Berggreen.
 
Den hjælpende hånd kan være et kursus i Green Lean for virksomhedens ansatte. Her er der fokus på spildet i virksomheden, så observationerne kan blive omsat til handling. At arbejde med at minimere spild i hverdagen er ikke en stor og uoverstigelig opgave, når nye arbejdsrutiner først er indarbejdet.  
 
På kurser med fokus på Green Lean bliver der arbejdet konkret med syv kilder til spild i virksomhederne, og kursisterne skal selv observere, hvor der kan sættes ind. Det sker ud fra konkret spørgsmål: Hvor kan vi gøre noget smartere og bedre?
 
Kursister får de grønne briller på
 ”På kurserne giver vi kursisterne ’de grønne briller på’. En kursist sagde til mig, at hans pegefinger var ’programmeret’, når han kom på arbejde. Han tændte for en række maskiner, som stod og kørte hele dagen - selv om de måske ikke alle var i brug. Vi åbner kursisternes øjne for, hvordan mange små kilder til spild samlet set kan gøre en forskel. Det kan fx handle om at slukke lys og maskiner, når man går til pause,” siger Preben Meldgaard. 
 
Mange kursister har arbejdet med Lean før. Samme redskaber bliver brugt til at minimere spildet ude i virksomhederne gennem Green Lean. Det gør arbejdet med spild nemt for mange kursister.
 
”Arbejdet med at minimere spild handler ikke ’bare’ om at gøre noget godt for miljøet. Det drejer sig også om virksomhedernes konkurrenceevne. Mange kunder vælger underleverandører og samarbejdspartnere ud fra virksomhedens grønne profil. Det er en klar tendens,” siger Michael Berggreen.
 
Uanset hvilke behov virksomheden eller den enkelte medarbejder har for at minimere miljøbelastningen, så kan AMU SYD matche behovene. Tag fat i os. Vi er klar til dialog og til at kunne tilbyde det helt rigtige kursus.