Dorthes drøm gik i opfyldelse

29. august 2022
nyhed-dorthe


Efter næsten 25 år ved Danfoss, blev Dorthe tvunget til at tage sit arbejdsliv op til revision.

Jobbet som oppasser hos Danfoss var ellers helt perfekt for Dorthe. Her tog hun sig af opfyldning, samt koordinering og planlægning af ordre, for at opretholde produktions-flowet.

”Jeg havde egentligt regnet med, at jeg skulle være ved Danfoss, til jeg skulle pensioneres. Men sådan skulle det desværre ikke være” fortæller Dorthe Fromsejer

Danfoss valgte at flytte produktionen udenlands, og derfor blev rigtig mange stillinger i den danske produktion nedlagt. Dorthes stilling var en af dem.


Mulighed for uddannelse

Gennem Danfoss var der 40 dages uddannelse at hente, og det ville Dorthe gerne benytte sig af. Allerhelst ville hun tage et kursus i grundlæggende regnskab, men det blev slået hen med argumentet om, at der allerede gik for mange ledige i den branche. Hun tog derfor et lagerkursus og fik papir på de kompetencer, hun allerede besad.


Nyt job efter kursus

Dorthe fik hurtigt nyt job på lageret i en stor, dansk virksomhed. Men lykken var kortvarig. Hun måtte desværre ret hurtigt sande, at jobbet simpelthen sled for hårdt på både krop og psyke.

”Ved Danfoss havde jeg alle de rigtige hjælpemidler, så dagligdagen kørte på skinner. Sådan var det ikke i det nye job. Jeg har slidgigt i skuldre og fingre, så jeg er afhængig af at have hjælpemidler til rådighed”

Ligeledes var det et hårdt, psykisk pres hele tiden at skulle sige nej og bede om hjælp fra kolleger. Det blev for meget for Dorthe, der en dag fik nok og sagde op.
Jobbet havde allerede slidt så hårdt på hende, at hun efterfølgende måtte sygemeldes og opereres i begge hænder.


Kursus i stedet for at være sygemeldt

I stedet for at være sygemeldt efter operationerne, aftalte Dorthe med Jobcenter Kolding, at hun kunne tage kurset, ”360 ° – klar til job”. På den måde kunne hun bruge tiden fornuftigt, og få hjælp til at finde ud af, hvad der efterfølgende skulle ske.

”Det var jo kun mine hænder, som fejlede noget. Jeg kunne jo sagtens lære noget, i stedet for at spilde tiden ved at gå sygemeldt derhjemme”

Kurset har været godt for Dorthe, der er blevet mindre genert og har fået fornyet tro på sig selv og de evner, hun har. Hun har også nydt godt af den sparring, der har været med mennesker i samme situation.

”De individuelle samtaler med underviserne har givet mig gode input til, hvordan jeg skal komme videre, og ikke bare gøre det, jeg plejer. De har givet mig styrken til at tænke anderledes” siger Dorthe.


Drømmen om brancheskift

Kurset igennem har Dorthe haft fokus på drømmen om at lave et brancheskift, og finde et arbejde af mere administrativ og regnskabsmæssig karakter. Til et møde på kurset, hvor jobcentret var på besøg, kom der endelig hul på bylden:

”Vi holdt et møde, hvor Richard, min underviser, også var med. Jeg havde fundet den uddannelse, jeg gerne ville have, men der skulle lige justeres lidt, for at få det til at passe ind. Det hjalp Richard mig med” fortæller Dorthe

Den regnskabsuddannelse, Dorthe gerne ville tage, havde ikke de nødvendige jobmuligheder, derfor var det fordelagtigt at bygge noget på, så Dorthe i stedet blev lønassistent på 6 uger.

”Jeg starter på kurset til august, og det glæder jeg mig til. Det er virkelig drømmen om et brancheskift, der går i opfyldelse. Det lyder i al fald til, at der er flere jobs i den branche, end hvis jeg kun havde taget regnskabsdelen.”


Ny fremtid i vente

Fremtiden bringer forhåbentligt et job, hvor Dorthe både kan gøre brug af både de nye kompetencer og dem, der allerede ligger på rygraden.

Med mange år tilbage på arbejdsmarkedet er målet at få et bæredygtigt arbejdsliv og et job, der ikke slider så hårdt på kroppen.

”Nu er jeg godt på vej.” Smiler Dorthe og fortsætter:

”Richard følger med på sidelinjen, så han sikrer sig, at jeg er kommet på rette kurs. Det er meget betryggende.”


Læs mere om kurset "360° til et nyt arbejdsliv" her →