ADHD behøver ikke være stopklods

3. maj 2021
morten_erler_mobilkran_amusyd(1)

Morten Erler har netop gennemført 12 ugers kursusforløb på AMU SYD, så han nu må køre med forvogn, hænger og mobilkran. Han lider af ADHD, men vil ikke acceptere, at diagnosen skal være en stopklods for hans fremtid. Han opfordrer andre i samme situation til at finde den hjælp, de har brug for.

”Jeg er meget åbne med hensyn til, hvilke udfordringer ADHD’en giver mig. Jeg skal tage mig selv ekstra i nakken for at følge med i det teoretiske. Jeg har oplevet, at lærerne på AMU SYD har været rigtig gode til at tage hensyn til, at jeg lærer på en anden måde og fx har brug for en kort pause og en smøg, når jeg bliver rastløs. Kursusforløbet har været en virkelig god oplevelse,” fortæller Morten Erler på 27.

 

I fast job

Morten Erler er i dag i fast job hos Universal transport i Vejle på lageret. Han startede i praktik i virksomheden for knap 1,5 år siden, hvor Vejle Kommune hjalp ham med kontakten til virksomheden efter en periode på kontakthjælp.

Certifikaterne til forvogn, hænger og mobilkran betyder, at Morten nu kan afløse sine kolleger med at køre lastbil, når der er travlhed eller ferie. Det gør hans arbejde mere afvekslende og giver virksomheden mere fleksibilitet.

 

ADHD har fyldt meget

Vejen til et godt, fast job - og nu kurser oveni - har været lang og trang for Morten. ADHD’en har fyldt meget i barndommen og ungdommen. Derfor fik han ikke sin folkeskoleeksamen. Hænderne er skruet rigtigt godt på, og han fik opbakning fra sin mor og matematiklærere til at droppe folkeskolen til fordel for en erhvervsklasse. Her arbejdede ved siden af som pedelmedhjælper og hjalp i et transportfirma samt på byggepladser.

”Jeg har kæmpet og lært, at det er vigtigt, at jeg melder ud til mine omgivelser med hensyn til, hvad der skal til, for at jeg kan fungere godt i hverdagen. Først når man siger det, så kan man få den rigtige hjælp, som AMU SYD har givet mig,” siger Morten Erler.

Han bruger sin ekstra energi konstruktivt, når han er på arbejde, hvor han får en masse praktisk fra hånden, og så er han klar til at være den bedste far for sin datter, når han kommer hjem.

Morten bor i Vejle med sin kæreste og datter.