Jessica fandt sin vej bag rattet: fra ufaglært til buschauffør

11. december 2024
jessica-fandt-sin-vej-bag-rettet


Uddannelse har aldrig sagt den 24-årige Jessica Nielsen det store. Nu har hun taget buskørekort og er klar til et fleksibelt job som buschauffør.
 
Skolearbejde har aldrig været noget problem for Jessica Nielsen fra Kolding, men selve skolebænken har ikke været hendes foretrukne siddeplads. Efter 9. klasse prøvede hun forskellige uddannelsesretninger af, men der var ikke rigtigt noget, der fangede. Arbejdslivet har derfor været præget af forskellige ufaglærte job, bl.a. inden for rengøring og butik. Men med drømmen om at blive buschauffør er der sket et markant skifte.
 
Jeg har egentlig aldrig tidligere følt mig tiltrukket af tanken om at tage en uddannelse,” fortæller Jessica åbent. Valget faldt derfor på AMU-uddannelsen til buschauffør, fordi den korte vej til et fleksibelt job med masser af kundekontakt tiltalte hende:
 
Og så kan jeg virkelig godt lide, at arbejdstiderne ikke nødvendigvis ligger fra 8 til 16 hver dag. Det lyder som et hyggeligt arbejde,” forklarer hun.
 

Benzin i blodet?

Hvis man forestiller sig, at der løber benzin eller diesel i blodårerne på den 24-årige Jessica, tager man fejl. Man kan også lede længe efter den mindste smule interesse for biler og motorer.
 
Jeg fik først kørekort til bil her i september. Og det var kun fordi, jeg skulle bruge det for at få buskørekortet,” griner hun og fortæller, at buschauffør-drømmen for hende handler om kontakten med mennesker.
 
Og der er bestemt ikke langt fra tanke til handling, når Jessica sætter sig noget for. Allerede samme dag, som hun bestod sin køreprøve til bil, gik hun på AMU SYDs hjemmeside og tilmeldte sig førstkommende hold til buskørekortet.
 

Kort vej til mange muligheder

At buskørekortet kan erhverves på kort tid og samtidig åbne for stabile jobmuligheder har betydet meget for Jessicas beslutning:

Det tager kun seks uger, så er jeg klar til at tage job som buschauffør. Det er lige noget for mig – jeg vil gerne hurtigt ud og bruge det, jeg har lært,” siger hun.

Langt de fleste, der tager buskørekort, får det bevilliget gennem jobcentret som en del af 6 uger jobrettet uddannelse, men sådan forholder det sig ikke for Jessica. Pengene til kørekortet har hun nemlig selv sparet op, og hun ser det som en god investering i sin egen fremtid:

Når jeg først står med kørekortet, er der gode muligheder for at få fast arbejde som buschauffør. Det er en branche, hvor man nærmest altid kan få job.
 

Lige på og hårdt

Kurset har budt på en god blanding af teori og køretimer, og allerede på første kursusdag stod der buskørsel på programmet:
 
Da vores underviser sagde, vi skulle bag rattet med det samme, fik jeg lige et sug i maven. Men det var faktisk rart at prøve kræfter med det allerede fra start. Det er jo fedt at køre bus,” fortæller hun.
 
Jessica peger også på sammenholdet mellem kursisterne og den gode stemning, underviserne skabte, som et kæmpe plus i forløbet:

Vi har haft det rigtig godt sammen. Det betyder meget, at man kan hjælpe hinanden – både når man øver til prøverne og undervejs i forløbet. Det er et fællesskab, jeg kommer til at tage med videre,” fastslår hun.
 

Bybus i hjemlige omgivelser

Øverst på jobønskesedlen står der: Bybuschauffør i hjembyen Kolding.
 
Som en del af undervisningen har holdet været på virksomhedsbesøg hos transportselskabet Nobina, der bl.a. står for Koldings bybusser. Besøget har givet Jessica endnu mere lyst til at søge job der:

Det var rart at komme ud og snuse til hverdagen på en arbejdsplads. Vi fik en rundvisning, der var en god stemning mellem kollegerne, og vi fik en tur i el-bus. Jeg kan sagtens se mig selv arbejde der.” Nu vil tiden vise, om jobønsket ender med at gå i opfyldelse.
 

Flere kørekort?

Selvom buskørekortet er hovedmålet lige nu, tænker Jessica allerede fremad og afviser bestemt ikke, at kørekortet bliver præget af flere stempler i fremtiden:
 
Jeg vil gerne køre bus de næste par år, men jeg har også luret lidt på at tage kørekort til lastbil og vogntog. Det er jo faktisk ret sjovt at uddanne sig,” afslutter hun med et smil. 
Er du interesseret i at vide mere om vejen buschauffør, så læs mere her →