Jeanette skifter kontanthjælp ud med job

24. februar 2022
jeanette-rasmussen-web

 
”Indtil 2010 var jeg postbud i 16 år. Jeg elskede mit job. Det var så dejligt at se årstiderne og være ude i den frie luft”, fortæller Jeanette Baun Rasmussen og uddyber: ”Siden 2010 har jeg været igennem en livskrise samt et utal af virksomhedspraktikker og løntilskud, men har ikke fundet min rette hylde – indtil nu. Jeg starter nemlig i en deltidsstilling som servicemedarbejder i et bowlingcenter”.

Kursusforløb har hjulpet processen
Jeanette har deltaget på kurset ’360 til et nyt arbejdsliv’ siden januar 2022. Kurset er lavet i samarbejde med Jobcenter Kolding.
”På kurset har jeg oplevet, at underviserne lytter til mig, og jeg har fået snakket med dem og åbnet op for alt det, der sker inde i mig.
Kurset kom på et godt tidspunkt i mit liv. Jeg er fx begyndt at skrive 3 gode ting ned hver dag. Jeg har også fået en hel anden vinkel på det at søge job – man kan andet end blot at sende en ansøgning”.

Aktiv jobsøgning
Jeannet har selv været aktiv i jobsøgningen.
”Jeg har selv fundet stillingen i bowlingcentret og udfyldt ansøgningsskema. Kort tid efter blev jeg inviteret til samtale. Jeg har virkeligt følt mig klædt på, og jeg var ikke nervøs ved samtalen. Jeg blev også taget godt imod af min kommende chef. Han er anderledes end mig. Han har mere energi, hvor jeg er stille, så jeg tror, vi bliver et godt match. Jeg er også blevet bevidst og mere åben om, hvad jeg har brug for – nemlig rammer, struktur, rutiner og en jeg kan gå til”.

Nu har jeg pludselig noget på spil
”Jeg glæder mig til at komme i gang. Det er ikke helt gået op for mig, at det faktisk er et job, jeg skal starte i. Jeg starter med 4 ugers job, og hvis alt går vel, håber jeg at blive fastansat og få flere timer. Nu har jeg lige pludselig noget på spil, men jeg glæder mig til at tage hul på mit nye liv”, slutter Jeanette med et smil.

Kom videre i dit arbejdsliv
Har du spørgsmål til uddannelse eller brug for vejledning, kan du se mere om vores Vejledningscenter her →
Du er også velkommen til at kontakte vores kollega Uddannelsesleder Susanne Helle Hansen på shh@amusyd.dk