Når mennesker tager styringen i deres eget liv
”Jeg har lært at lave min elevatortale. Jeg kan nu præsentere mig selv på 30 – 60 sek. Det kunne jeg ikke før”, fortæller John. ”Og du gjorde det rigtig godt”, roser en kollega ham.
John og hans kolleger er blandt de 180 opsagte medarbejdere hos Danfoss i Kolding, som i disse dage er her på AMU SYD for at lære mere om dem selv, om andre mennesker og blive skarpe på, hvad de skal fremover i deres arbejdsliv. Deres fælles arbejdsplads lukker omkring årsskiftet.
Syv mennesker med hver deres historie
De syv kolleger skal finde nyt job eller uddannelse – sandsynligvis i hver deres virksomhed efter at have arbejdet på samme arbejdsplads i mange år. De kommer fra samme sted, men skal videre af forskellige veje, og alligevel fornemmes en begejstring og samhørighed blandt dem. De er nemlig enige om, at de er i gang med en læringsproces, men med forskellige synsvinkler.
”Jeg kan nu bedre forstå, hvordan folk tænker, og hvorfor de agerer, som de gør i forskellige situationer. Og hvis du har problemer med nogen, så er det nemt at pege fingre af den anden. Men vi skal huske, at pilen også peger ind mod os selv”, siger to af kollegerne.
Fra fast arbejde til en usikker fremtid
De syv kolleger har været på Danfoss i mellem 1 ½ - 32 år, og derfor er det for mange af dem en stor omvæltning at skulle søge nyt job. Om det siger en af underviserne Nathalia: ”Når du har været på samme arbejdsplads i så mange år, er meget blevet en vane, og du tænker ikke over, hvad du egentlig kan. Det er dejligt at få lov til at åbne deres øjne for det, de faktisk kan.”
Hendes medunderviser Liselotte istemmer: ”De kan være frustrerede, sure og negative, når de kommer mandag morgen. Metaforisk så møder de ind og oplever, at de sidder på bagsædet af bilen i deres eget liv. Men nu har de fået øjnene op for, at de faktisk har en stemme i deres liv og sætter sig i stedet på førersædet.”
To af kollegerne supplerer hinanden, da de fortæller om deres udvikling: ”Den kognitive teori har været en øjenåbner, jeg har lært noget, jeg kan bruge resten af mit liv. Vi har fået indsigt i os selv og fundet ud af, at vi godt kan selv.”
Læs mere om kurset 'Personlig udvikling til arbejde og uddannelse' her