Når 1 + 1 giver 3

26. marts 2021
Mariola_Gaffeltruck(1)

Jobcenter Kolding og AMU SYD bragte fælles viden, erfaring og netværk i spil. Resultatet er et drømmejob til Mariola Paszkiewicz, som var ledig.
 
Mariola Paszkiewicz er et godt eksempel på, at 1 + 1 sagtens kan give 3. Jobcenter Kolding og AMU SYD har bragt fælles viden, erfaring og netværk i spil. Resultatet er, at Mariola Paszkiewicz har fået et drømmejob som lagermedarbejder hos virksomheden Lemvigh-Müller.

”Selv om jeg står op før solen for at køre på arbejde, så glæder jeg mig hver dag. Jeg har fået et job, som er spændende og afvekslende, og jeg har de bedste kolleger og den sødeste chef,” fortæller Mariola Paszkiewicz.

Den 44-årige kvinde fra Polen, som har boet i Danmark i 14 år, var blevet ledig efter en flytning fra Struer til Kolding. Tidligere havde Mariola Paszkiewicz arbejdet på slagteri, men ville gerne skifte jobspor.

Jobcenter Kolding og AMU SYD satte sig sidste år sammen med henblik på at skaffe flere i arbejde i boligområdet Munkebo, hvor Mariola Paszkiewicz boede dengang.

Håndsrækningen til Mariola Paszkiewicz bestod bl.a. i, at Jobcenter Kolding hjalp hende med CV og den første og vigtige kontakt til Lemvigh-Müller, mens AMU SYD stod for et afklaringskursus i jobparathed og siden et kursus i at køre truck. Før jobsamtalen var der mange gode råd til Mariola Paszkiewicz fra underviseren på AMU SYD.

”Jeg har oplevet at få den rigtige hjælp til at finde mit drømmejob. Jeg kendte ikke Kolding og virksomhederne, så det betød meget for mig, at jeg fik hjælp til at prøve noget helt andet og finde nyt job,” fortæller Mariola Paszkiewicz.

Hun fortsætter: ”Kurset i jobafklaring gav mig masser af stof til eftertanke. Underviseren var fantastisk. Han fik stillet alle de rigtige spørgsmål, og så var der en rigtig god stemning. Det mærkede vi alle.”

Da Jobcenter Kolding havde skabt kontakten til virksomheden, oplevede Mariola Paszkiewicz også at få en masse gode råd om at gå til jobsamtale. Underviseren på AMU SYD stillede på forhånd mange af de spørgsmål, som Mariola Paszkiewicz skulle være klar til at svare på. Derfor var jobsamtalen en god oplevelse.

”Jeg har i dag et job, som gør mig glad. Det ene øjeblik arbejder jeg ved computeren med at registrere varer og i næste øjeblik flytter jeg stål med truck. Jeg kan rigtig godt lide den store afveksling,” siger Mariola Paszkiewicz.