Fra landmand til teknisk isolatør-lærling

19. marts 2024
ida-teknisk-isolering

  
Et ufaglært job som teknisk isolatør gav Ida lysten til at uddanne sig i et fag, hvor der er udsigt til god løn og en fremtid med jobsikkerhed.
 

Faktisk havende Ida Nielsen i isolatør-branchen ved lidt af et tilfælde. Hun er uddannet landmand, men ville prøve noget andet. Hun sagde derfor sit job op og gik på jagt efter nye udfordringer.

En veninde, der er faglært teknisk isolatør og arbejder i branchen, mente, at hun havde det helt rette job til Ida. Det lød spændende og Ida sprang hurtigt til: ”Jeg fik job som ufaglært isolatør ved Norisol ret hurtigt. Min veninde var sikker på, at jeg ville passe godt til jobbet, og det fik hun ret i.”
 

Fra ufaglært til lærling

Der er rift om lærlingene inden for teknisk isolering. Branchen er udfordret af, at mange unge ikke kender til faget, og alt for få vælger derfor at uddanne sig til teknisk isolatør. Da Ida havde arbejdet et halvt år som ufaglært, besluttede hun, at gerne ville lære håndværket fra bunden, så hun kunne få papir på sine evner:

Jeg fandt ud af ud af, at de manglede en lærling ved Norisol, så jeg bød ind på pladsen og fik den. Lønnen som ufaglært svarede til det, jeg ville kunne få som voksenlærling, så det ville næsten være dumt, ikke at tage uddannelsen, når jeg nu godt kunne lide jobbet,” fortæller Ida og beskriver det halve år, hvor hun arbejdede som ufaglært, som godt givet ud til lige at mærke efter og prøve af, om der var en fremtid for hende i branchen.
 

Nye tider 

Det er nye tider i Idas arbejdsliv på flere måder og særligt ift. arbejdstiderne, som er markant anderledes, end da hun arbejdede som landmand. Det er hun godt tilfreds med:  

”Her ringer telefonen ikke i weekenderne. Når man har været vant til det, så er det tæt på luksus kun at arbejde i hverdagene og inden for ’normal’ arbejdstid. Det giver plads til at have et liv i fritiden også,” fortæller hun.

Dagligdagen som isolatør er en god balance mellem rutinepræget arbejde og opgaver, der giver plads til at tænke og arbejde selvstændigt. Den kombination passer rigtig godt til Idas temperament.
 

En branche i vækst

Isolering handler i høj grad om den energi der ikke bruges. Derfor spiller teknisk isolering en afgørende rolle ift. både CO2-reduktion, energibesparelse og klimadagsordenen. Isoleringsbranchen buldrer derudad, og der er hele tiden mangel på dygtige isolatører.

Ida mærker presset på branchen med en bevidsthed om, at hendes uddannelse ikke kun giver hende en god løn, men også jobstabilitet i fremtiden: 

"Det var hverken svært at få job eller læreplads, for der er brug for rigtig mange isolatører både nu og i fremtiden pga. de klimamål, der er sat. Jeg regner bestemt ikke med at skulle gå uden arbejde, når jeg er faglært," fastslår hun. 
 

Plads til mange flere (kvinder) i faget

Selvom der stadig er relativt få kvinder i isolatørfaget, ser Ida ingen grund til at betegne det som et 'mandefag.' Hendes svend er også en kvinde, og selv er hun er overbevist om, at særligt kvinders detaljeorientering passer perfekt til isolatørfaget, så der bestemt plads til flere. Indtil nu har hun heller ikke oplevet faget som fysisk hårdt, for som hun siger: 

”Isolering vejer trods alt mindre, end fx. træ eller gips, som man bakser rundt med som tømrer, så jeg tror ikke, det er så hårdt ved kroppen som mange andre håndværksfag.”

For Ida er det dog vigtigt at pointere, at der er plads til mange flere lærlinge i faget, der vil have uddannes til en branche, hvor man kan være med til at gøre en forskel for klimaet og have jobsikkerhed i fremtiden. 

- Uanset om de er mænd eller kvinder.

Vil du vide mere om uddannelsen til teknisk isolatør, så læs mere her →