Manar fandt nøglen til job, integration og sprog

4. februar 2022
manr-yusaf-rengøringstekniker-amusyd-web

 
En uddannelse til rengøringstekniker på AMU SYD har været Manars nøgle til et godt job, et langt bedre dansk og dermed også integration i det danske samfund.

For syv år siden kom Manar til Danmark fra Syrien sammen med sin mand og søn. Familien forlod det oprørte hjemland, og Manar også sit job som musiklærer. Derfor startede hun forfra i Danmark. Både med sprog, job og uddannelse.

Manar har nu afsluttet sin uddannelse som rengøringstekniker på AMU SYD og er i fast job inden for det nye fag.

Fik job med det samme
”Jeg var kun lige færdig med min uddannelse som rengøringstekniker, før ISS ringede og tilbød mig arbejde på Kolding Sygehus, hvor jeg havde være i praktik under uddannelsen. Jeg sagde ja med det samme,” siger Manar med stolthed og glæde i stemmen.

Efter en periode med sprogskole og et job i en daginstitution, kom Manar i en afklaringsforløb på AMU SYD, hvilket er et syv uger langt kursus ’Klar til rengøring’. Her er der fokus på at få lært de danske fagudtryk, som skal bruges for at kunne gennemføre en uddannelse som rengøringstekniker. Desuden er der indbygget en praktisk undervisningsdag hver uge, hvor Manar fik afprøvet, om et job inden for rengøring passede hende. Efter endt kursus gennemgik Manar en RKV (realkompetencevurdering) i forhold til, hvorvidt hun var klar til uddannelsen som rengøringstekniker. Det var hun, og hun startede op på uddannelsen kort efter.

”Jeg vidste ikke noget om at gøre professionelt rent i Danmark. Hverken med hensyn til teknikker eller kemikalier, men det lærte jeg på AMU SYD. Jeg har hele vejen igennem fået rigtig god støtte – både af Pia Lysen (socialpædagogisk konsulent), mine undervisere og mine klassekammerater. Alle har været søde og hjælpsomme,” siger Manar.  

Stort løft til sprogfærdighederne
Hun har oplevet, at danskkundskaberne har fået et gevaldigt løft på AMU SYD og ved at komme ud på en dansk arbejdsplads, hvor der kun bliver talt dansk. Faktisk er hun nu så meget hjemme i sproget, at hendes veninder er danske.

”Det kan godt virke overvældende at komme til et nyt land og tage en uddannelse, når man ikke kan sproget så godt. Men det kan fint lade sig gøre. På AMU SYD er der opbakning hele vejen. Der er fx meget gruppearbejde, og de andre elever hjalp mig, hvis der var noget, jeg var i tvivl om. Og jeg fik støtte af Pia Lysen, som var med til min afsluttende eksamen,” fortæller Manar.

Uddannelse er en milepæl
Hun ser sin uddannelse som en milepæl. Både i forhold til at have fået et godt, fast job, men også i forhold til at bygge videre med mere uddannelse, hvis hun skulle få lyst og mod på det.

”Det er godt for selvtilliden at få en god uddannelse, og det er rart igen at tjene sine egne penge. Det har jeg altid været vant til,” fortæller Manar, som i dag har mand og tre børn.

Læs mere om uddannelsen til rengøringstekniker her →