Haven i december

1. december 2022
aaret-i-haven-amusyd-december


Beskæring af vin.

 
Det hedder sig, at vinen skal beskæres inden nytår. I slutningen af december er saftspændingen lavest, og derfor undgår man at planten ”bløder” for meget efter beskæring.

Beskæring af efterårshindbær

Det er kun de nye årsskud på hindbærbusken, der giver bær, så derfor skal de gamle grene beskæres.
På den måde undgår man sygdomssmitte til de nye grene. Beskæringen er ret enkel, for alle grene skal klippes af ved jordoverfladen.

Fæld de uønskede træer

Hvis du har nogle træer, som skal fældes, er vinteren et godt tidspunkt til at gøre dette. Ved de løvfældende træer, som har smidt bladene, er det let at se, hvad man laver, og der er ikke så meget affald at køre væk. Desuden vil meget af saften være trukket i roden, så træet er mere tørt, hvis det skal bruges som brænde.
ADVARSEL: Det kan være farligt at fælde store træer, så her bør du overveje, om der skal søges professionel hjælp til fældningen.

Spar på saltet

Når det bliver glat, skal der saltes, men planter er ikke specielt glade for vejsalt, og i værste fald kan du risikere at tage livet af dem. Derfor bør du beskytte dem mod salt med en form for afskærmning, hvor der er risiko for saltpåvirkning. I stedet for salt, kan du overveje at bruge grus i stedet på glatte steder. Det tager dine planter ikke skade af.  

Vær god ved havens fugle

Det kan være svært for fuglene at finde føde om vinteren, og det kan derfor være en god gerning at hjælpe dem lidt. Læg gerne foder ud på foderbrættet og hæng majsekugler op, men pas på, at det ikke er rotterne, som spiser det.
Husk også, at fugle har brug for vand, og det kan være svært at finde, når det fryser. Sæt gerne frisk vand frem dagligt.
Hvis man fodrer dagligt kan man tiltrække mange fugle, der vil blive faste vintergæster i haven.

Vedligehold haveredskaber

Nu kan du roligt give dine haveredskaber en kærlig julerengøring og få kørt plæneklipperen i garagen. Få det gamle skidt fjernet og giv gerne redskaberne et tyndt lag olie.
Husk også at lukke for vandet i haven og tømme diverse slanger for vand, så de ikke risikerer at frostspringe.