Grøn samvittighed. Også på landevejen.

23. november 2022
simon-norskov-plantorama


Hos Plantorama er bæredygtighed og grøn omstilling en stor del af hverdagen. Derfor skal varerne selvfølgelig også kunne leveres med grøn samvittighed.

Bæredygtige tiltag

Arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling er allerede godt i gang hos havecenter– og oplevelsesmastodonten Plantorama. På de nye bygninger etableres der fx regnvandsopsamling, til vanding af planterne, og solceller på taget, der i nogle af centrene halverer elforbruget. Der tænkes også i produkter af genanvendelige materialer på tværs af sortimenterne i virksomheden.

Kursus i grøn kørsel

Der er ingen tvivl om, at Plantorama vil den grønne omstilling. Og den skal naturligvis også gøre sig gældende, når der skal leveres varer ud til de mange kunder, derfor er alle chauffører sendt på kursus i grøn kørsel.

”Vi har valgt at sende hele chaufførtruppen på kursus, så de kan blive klædt på til at køre, så miljøet belastes mindst muligt” fortæller Simon Nørskov, Sikkerhedschef ved Plantorama.

Kurset ’Energiøkonomisk kørsel for erhvervschauffører’ har bl.a. til formål at give kursisterne en øget bevidsthed om de faktorer, der påvirker brændstofforbruget, hvilke skadelige partikler der udledes fra bilens udstødning og hvordan de kan ændre vaner, så kørslen bliver grønnere.

”Vores chauffører kører rigtig mange kilometer hver eneste dag. Det er vigtigt for os, at de kan levere varerne på den samme tid, men stadig med omtanke for miljøet.” fortsætter Simon Nørskov.

Praktisk læring

De tyve chauffører fra Plantorama tager kurset på AMU SYD i Kolding. Det foregår i firmaets egne varebiler. På den måde lærer de at optimere kørslen i den bil, de arbejder i til hverdag.

Kurset varer en dag og er praksisbaseret. Der lægges ud med en køretur, sammen med kørelæreren, hvor chaufførerne kører, som de plejer. Når turen er slut, måler kursisterne brændstofforbruget for den kørte tur. Målingen danner grundlaget for den efterfølgende teoretiske del af kurset. Her tales der om, hvordan kørslen kan gøres mere energiøkonomisk i hverdagen. Til slut køres der igen en tur, men hvor kørelæreren guider undervejs.

”Vi kan selvfølgelig ikke undvære alle vores chauffører på en gang. Derfor har vi delt det op, så de kommer afsted over 2 dage. Alle chauffører skal igennem, for det er en del af vores profil at tænke bæredygtigt alle de steder, vi kan.” siger Simon Nørskov.

Handling nu

På sigt er det planen at skifte dieselbilerne ud med el-varebiler, men kurset her er givet rigtig godt ud i første omgang, fortæller Simon Nørskov:

”Det er ikke en mulighed at læne sig tilbage og vente på, at vi får el-varebiler. Hvis vi kan gøre en forskel nu, så er der ingen tvivl om, at det er det, vi skal.”

Det er Simon Nørskovs netværk i transportbranchen, som har anbefalet ham at finde et kursus i energiøkonomisk kørsel til chaufførerne, for at understøtte Plantoramas arbejde med den grønne omstilling.

”Og så havde jeg en rigtig god snak med Malene Markvardsen (konsulent ved AMU SYD) som med det samme fandt et kursus, der passede helt perfekt til vores virksomhed og de krav vi havde til det. Det har været et rigtig godt samarbejde.” slutter Simon Nørskov af.


Skal dine medarbejdere have grøn fokus?

Du kan via andre kurser på AMU SYD ruste dine medarbejdere til at gøre en grøn forskel i hverdagen. Fx på kurset "Medspiller til grøn omstilling" udfordrer vi og stiller spørgsmål til den grønne omstilling, og taler om bl.a. om emner som Greenwashing, CO2-aftryk og verdensmål. Læs mere her →