AMU SYD anvender to samarbejdsmodeller ved samarbejde med private kursusvirksomheder om tilskudsberettiget voksen- og efteruddannelse (AMU):
- Timelæreransættelse af ekstern konsulent til gennemførelse af undervisning
- Udlicitering
Ved udliciteringsopgaver anvender AMU SYD ”Standardkontrakt for udlicitering af arbejdsmarkedsuddannelse” fra Undervisningsministeriet. Udliciteringspolitikken er et supplement til AMU SYDs udbudspolitik og skal fortolkes på baggrund af denne, samt den gældende lovgivning på området.
Principper for udlicitering
Udlicitering iværksættes for at imødekomme det lokale arbejdsmarkeds konkrete arbejdsmarkeds– og uddannelsespolitiske behov. Udlicitering foretages i det omfang, at det er sagligt og økonomisk velbegrundet. Udgangspunktet er regeringens målsætning om, at udlicitering sker, hvor opgaver enten kan løses bedre til samme pris eller på samme niveau, men billigere.
I forbindelse med en udliciteringsopgave vil AMU SYD udarbejde kalkulationer for gennemførelsen af opgaven i eget regi. Kun i de tilfælde, hvor en udlicitering kan gennemføres på økonomisk forsvarlig vis, uden markante meromkostninger, vil en sådan blive anvendt. Udliciteringsaftaler er offentliggjort separat på AMU SYD hjemmeside og skal samtidig fremgå af hjemmesiden hos den, til hvem det er udliciteret til.
Aktivitetsområder
Konkret vil udlicitering blive anvendt ved udbud inden for de FKB'er (Fælles Kompetence Beskrivelser), som AMU SYD er godkendt til at udbyde aktivitet inden for.
Krav til private kursusvirksomheder
AMU SYD, som den godkendte udbyder, har ansvaret for den samlede uddannelsesaktivitets indhold og kvalitet, herunder den pædagogiske kvalitet. Myndighedsudøvelse i forhold til en given aktivitet (f.eks. optagelse, administration af tilskud til kost og logi samt disciplinære foranstaltninger og evt. eksamination) kan ikke udliciteres.
Udgangspunktet for definitionen af kvaliteten er uddannelsesplanen for den enkelte uddannelse under FKB. AMU SYD stiller følgende overordnede krav til private udbydere i forbindelse med udlicitering, som forudsætning for, at aktiviteten kan gennemføres:
- Undervisnings- og lektionsplan (kursusindhold, undervisningsmetode, eksempler, opgaver og eventuelle nødvendige hjælpemidler) skal være godkendt af AMU SYD
- Den/de konkrete underviser/e skal godkendes af AMU SYD såvel fagligt som pædagogisk
- Undervisningslokaler (inkl. diverse faciliteter og udstyr) samt undervisningsmaterialer skal godkendes af AMU SYD
- Kursisterne på en given aktivitet skal være godkendt af AMU SYD
- Administrative procedurer hos den private udbyder skal være godkendt af AMU SYD
- Evaluering gennemføres via ”viskvalitet.dk”
Herudover er den private udbyder forpligtet på følgende områder med hensyn til markedsføring:
Den private udbyder må alene anvende markedsføringsmateriale om uddannelserne, som AMU SYD på forhånd har godkendt
Det skal altid fremgå af markedsføringsmaterialet, at uddannelsen gennemføres i et samarbejde med AMU SYD.
Kvalitetskontrol og opfølgning
AMU SYD fører løbende tilsyn med, om den private udbyder gennemfører uddannelserne i overensstemmelse med undervisnings- og lektionsplanen, samt de øvrige krav, der stilles til den private udbyder.
På AMU SYDs anmodning skal den private udbyder levere tilstrækkelige oplysninger til, at AMU SYD kan sikre, at den private udbyder gennemfører opgaverne omfattet af udliciteringsaftalen korrekt. I forbindelse med tilsynet kan AMU SYD overvære dele af, eller hele undervisningen ved anmeldt eller uanmeldt besøg.
Kontakt
Ved uddybende spørgsmål til ovenstående eller konkret forespørgsel på en udliciteringsopgave, kontakt venligst uddannelseschefen på det pågældende fagområde >