80-årig på skolebænken igen
Nis Nissen kalveeksportør fra Højer, har netop bestået et femdages kursus i dyretransport på AMU SYD i Kolding. Med kursusbeviset i hånden, kan han med stor sandsynlighed kalde sig Danmarks ældste dyretransportør.
Det er en kold og blæsende efterårsdag i starten af november. Præcis klokken 10.00 ankommer Nis Nissen til AMU SYD, hvor han skal op til sin anden prøve i dyretransport. Den første bestod han ikke, men det kunne ikke slå ham ud.
Det forsigtige smil Nis har om munden, kan ikke skjule nervøsiteten som stråler ud af ham. Efter en times tid, kommer han ud fra prøverummet, træt, koncentreret og spændt. Minutterne tikker og føles som timer for Nis. Endelig har han resultatet i hånden – bestået.
Glæden spredes i hans krop og øjnene tindrer. Det er tydeligt for enhver, at se, hvor glad og stolt Nis er.
"Jeg gjorde det, nu skal jeg rigtig ud at fortælle dem alle, at jeg kunne", siger en jublende og engageret Nis Nissen.
Nis har ikke gået i skole siden år 1940, men synes det er godt at komme på skolebænken igen. Det er dog en helt ny verden for Nis med powerpoint, digitalt oplæste spørgsmål, høretelefoner og PC'ere. "Ja, sådan en Karl har jæ jo aldrig trykket på før", siger den livsglade gamle mand.
Nis har prøvet, hvordan det er at stå overfor politiet, uden at have dyretransport beviset i hånden. "Ja, første gang gik den, men anden gang politiet fik fat i mig, måtte jeg slippe 3.500 kr. i bøde, så det bliver dejligt at kunne køre med -rent mel i posen", siger Nis, med et glimt i øjet.
Med oprejst pande og godt støttet af sin stok forlader han AMU SYD igen. Humøret er godt og i hans øjne, er de tunge grå efterårsskyer som blæst væk. Solen skinner i hans indre og det med god grund.
Fakta: Nis har i 63 år levet af at avle og handle med kalve og får. Nis var på dyretransport kurset fra 2. nov. til 6. nov. 2009 og bestod prøven, i andet forsøg. Nis Nissen er 80 år og bor i Højer i Sydvestjylland.
