Ny miljørigtig skolevogn tages i brug på AMU SYD i Kolding!

Den nye lovpligtige EU-efteruddannelse indenfor godskørsel starter op på AMU SYD i Kolding i uge 38. Det er samtlige godschauffører i Danmark som skal på dette kursus.

Kurset som er lovpligtigt og gælder alle lastvognschauffører starter op i uge 38 og har en varighed af 5 dage. Skolen kører disse kurser fortløbende resten af året og der oprettes løbende kurser så efterspørgslen dækkes. Kontakt gerne AMU SYD såfremt du vil vide, hvornår, du skal på kursus eller læs mere om det på www.amusyd.dk.

 

Splinter nyt miljørigtigt lastbilsindkøb, sætter skolen helt i front, også hvad angår miljøvenlighed.

Hos AMU SYD, hvor ca. 200-250 kursister, hvert år, tager deres kørekort/bevis til lastbil og bus har vi som noget helt nyt indkøbt en flot treakslet Scania , der er udstyret med den nye 6-cylinder 13 liters rækkemotor, som anvender kølet EGR (udstødningstilbageførsel) til overholdelse af Euro 5 normen.

 

Med indførsel af de nye miljøzoner i for eksempel København Kommune, hvor det kun er tilladt at køre med miljørigtige lastbiler, synes vi, det er vigtigt at lære eleverne tankegangen bag miljørigtig kørsel, samt rent fysisk også at kunne tage køretimer i en miljørigtig skolebil.

 

Den signalværdi skolen udsender i brugen af miljørigtigt køretøj, også udenfor miljøzoner, såvel overfor vognmændene som chaufførerne, håber vi endvidere kan have en afsmittende effekt på miljøet.

 

Fakta om miljøzoner

Københavns Kommune har kæmpet for en miljøzone i mange år – for at forbedre luftkvaliteten til glæde for byens borgere.

Erfaringer med miljøzoner i andre lande viser, at der ikke går lang tid, inden den renere luft positivt kan ses i sundhedsstatistikkerne. Bl.a. forventes det, at miljøzonen i København og på Frederiksberg årligt vil bidrage til 150 færre for tidlige dødsfald og 8.000 færre astmatilfælde.

Alt for mange københavnere lider af følgesygdomme, som er direkte forårsaget af luft- og støjforurening fra bilerne. Med indførelsen af miljøzonen sidste år, og udvidelsen den 1. november, har Københavns og Frederiksberg kommuner taget et stort skridt for borgernes sundhed.

Totalt set forventes sundhedsgevinsterne efter 1. juli 2010 årligt at blive ca.:

150 færre for tidlige dødsfald

150 færre hospitalsindlæggelser med luftvejs- og kredsløbssygdomme

750 færre bronkitistilfælde

8.000 færre astmatilfælde

90.000 færre dage med begrænset aktivitet pga. luftvejssygdomme

 

(Kilde: Københavns Kommune, Center for Miljø)

 

Hvad kræves det af bilen af køre i zonerne

For at få tilladelse til at køre i miljøzonen skal dit køretøj over 3,5 tons synes hos en synsvirksomhed, der har tilladelse til syn af tunge køretøjer.

Du skal oplyse din synsvirksomhed, at du efter godkendelse skal have et miljøzone-mærke placeret i forruden. Du kan når som helst få synet dit køretøj til miljøzonen – og det vil være naturligt at få det gjort i forbindelse med det periodiske syn. Vær dog opmærksom på datoen 1. november 2009, hvis du har kørsel i det område, der berøres af udvidelsen.

Partikelfilter og tilskud
Alle køretøjer, der lever op til EURO 3 eller 4 normen, kan umiddelbart synes til at køre i miljøzonen. Ældre køretøjer skal have monteret godkendt partikelfilter.

Du kan søge op til 15.000 kr. i tilskud fra Miljøstyrelsens tilskudspulje til eftermontering af partikelfilter.

 

(Kilde: Københavns Kommune, Center for Miljø)