Hvorfor læse til ingeniør, når man kan blive plastmager!!
Carsten Lindvig Jensen fra Plus Pack i Odense har netop fået bronzemedalje til sin svendeprøve. Han blev færdig som Plastmager hos AMU SYD i Ribe i maj 2009 med profilen termoform/ekstrudering.
At Carsten fra Odense er endt som Plastmager kan betegnes som en tilfældighed, men han har altid været målrettet, engageret og fokuseret – og haft en drøm om at uddanne sig.
Realkredit Danmark og Metalstøberi
Carsten ville læse videre, så efter han blev matematisk student i 1986, besluttede han sig for at blive produktions-ingeniør. Han måtte dog efter et år sande, at det alligevel ikke var ham og sprang fra – i stedet tog han den 1-årige HH.
Årene efter var Carsten ansat på skiftende arbejdspladser og prøvede meget forskelligt. På Odense Tømmergaard lavede han nogle år store træ-emballage-kasser. Derefter var han et par år i Realkredit Danmark, hvor han sad med overtagende pant (tvangsauktioner). Så gik turen til et metalstøberi, hvor han lavede anoder og siden var han ansat hos DSB, hvor han læssede godsvogne. Da DSB flyttede fra Odense til Taulov, sagde han op og i 2001 startede han hos Plus Pack.
Plus Pack og Plastmager
"Jeg hørte godt om arbejdspladsen fra en kammerat og valgte at søge her". På Plus Pack produceres fødevareemballage – lige fra leverpostej-bakker i aluminium til flotte design-rigtige plast-emballager til f.eks. dagens ret i delikatesser, sandwich på køl på tankstationer eller sandkager på hylden i supermarkedet.
Det var som ufaglært på skiftehold i Plus Pack's plastafdeling. Dengang var vi 3 mand på hvert skift, hvor vi i dag er helt oppe på 12 mand. "Det har været en spændende periode i rivende udvikling, jeg har været del i", siger Carsten.
Plastmager – hvordan?
I 2006 spurgte Plus Pack Carsten, om han havde lyst til at tage uddannelsen til plastmager, hvilket Carsten ikke var sen til at sige ja tak til. Endelig mulighed for at få den uddannelse han altid så brændende havde ønsket sig. 2½ år efter skriver vi forår 2009 og Carsten har fået bronze til sin eksamen som Plastmager. Med et gennemsnit på 10,75 var det sågar meget tæt på en sølvmedalje.
"Uddannelsen har betydet rigtig meget for mig, såvel fagligt som personligt. Jeg går i dag til mit arbejde med en faglig stolthed og stor motivation. Jeg har fået et stort kendskab til forskellige produktionsprocesser, hvilket er meget vigtigt i forbindelse med sidemandsoplæring af mine kollegaer samt ved fejlfinding og indkøring af værktøjer".
Carsten er super stolt af at have fået papirer på sin viden og kunnen, og det er ikke en tilfældighed at han har fået bronze. "Jeg besluttede mig til, at jeg ville være "en af de bedste" meget tidligt i forløbet. Til nye kursister, kan jeg kun anbefale at tage undervisningen seriøst fra starten og deltage i de faglige diskussioner -og snakken der foregår på skolen om aftenen. Den videndeling samt villighed til at hjælpe hinanden, der eksisterer blandt eleverne, er helt igennem kanon og meget unik.
Nye opgaver i dagligdagen på Plus Pack
Plus Pack har, på opfordring fra Carsten, besluttet at gøre brug af den interne viden virksomheden i dag er i besiddelse af i kraft af Carstens flotte eksamen og da Carsten samtidigt er en god formidler med et roligt sind, er det helt naturligt ham, der kører nogle ny-arrangerede kursus-uger for de ufaglærte. Carsten deler ud af sin faglige viden til konkrete problemstillinger hos Plus Pack. Carsten synes denne nye dimension til sin stilling er rigtig udfordrende og spændende.
På sigt har Carsten en plan om at uddanne sig som plasttekniker på AMU SYD i Ribe.
Om Plus Pack
Plus Pack er en privatejet virksomhed (3. generation), med en omsætning på 700 millioner kr.. De producerer aluminiums bakker til fødevarer som leverpostej, bagværk og færdigretter. For 10 år siden startede de en niche med plastemballage.
80% af produktionen går til eksport, som tæller 250 millioner emballageemner om året. På fabrikken i Odense er de ansat 170 mennesker. Derudover har Plus Pack også en fabrik i Belgien med ca. 130 ansatte.
